Thilde er en tidligere fiskebåd med dam, som har fisket i Flensborg Fjord med base i Gråsten

Den 16. september 2008 tog Lis og jeg hurtigfærgen fra Odden til Ebeltoft, hvor vi ankom kl. 9.45. Finn Horte tog i mod os, og vi kørte 1 km til Øer havn hvor kutteren Elisabeth Horte lå i havn.

Vi gennemgik båden og lavede en masse øvelssejllads i havnebassinget, og da klokken nærmede sig 16.00 sejlede vi hen til slusen, som er åbent for passage mellem kl 16.00 og 18.00.

Da vi var kommet igennem slusen tankede vi båden op med diesel (1.100,- kr.), og havnefogeden tjekkede vejrudsigten for onsdag morgen og sagde, at vinden var under 5 m/s. Så sejlede vi en tur ud i kattegat. Vandet var meget roligt, så Lis var tryg ved at sejle til Sjælland næste morgen. Efter en times tid lagde vi til uden for slusen, og Finn sagde farvel.

Vi hyggede os resten af aftenen i styrehuset, og kl. 23.00 gik vi ned i kahytten og kravlede i soveposerne. Temp. var 5 grader om natten, men vi holdt varmen i soveposerne.

Kl. 5.00 stod vi op, og mens Lis lavede kaffe, gik jeg en lang tur med Bonzo så han kunne holde sig hele turen hjem.

Da vi havde fået morgenkaffe og gjort skibet sejlklart, stod vi til havs kl 7.00 og satte kursen mod et fyr, der står midt mellem Mols og Odden, men da vi kom ud i åbent vand, var bølgerne omkring en meter høje, så alle løse genstande havnede på gulvet. Efter et par timers sejllads og en ordentlig gynge- og vippetur passerede vi fyret, så Lis havde regnet kursen rigtigt ud.

Lis lavede en ny kurs mod Sj.odde, og ca. kl. 11.30 passerede vi Odden og skulle nu igennem Sjællands Rev, men da vi ikke kunne finde bøjerne, og vi ikke kunne se noget på vores GPS-skærm i sollys, da det er en gammel skærm, fik vi hjælp af en fiskekutter over WHF radioen, og vi slap igennem revet.

Kursen blev nu sat mod Hundested, og efter 3 timers sejllads sejlede vi ind i Isefjorden, og nu var det en fornøjelse at sejle, for vandet i fjorden var meget roligt.

Men da der er meget lavvandet ved indsejlingen i Isefjoren, var det med at holde tungen lige i munden og følge bøjerne i sejlrenden, som Lis hele tiden holdt udkik efter med kikkerten, vi kunne jo ikke se dem på GPS-skærmen.

Vi kom sikkert ned igennem sejlrenden og forbi Orø og fandt sejlrenden ind til Holbæk havn, hvor vi ankom kl.18.00. Vi var godt trætte efter en sejltur på 11 timer.

Den 5. oktober 2008 fik skibet nyt navn: "THILDE". Det blev døbt af vores barnebarn Mathilde.

Kutteren THILDE